Alkohol og trafik

Hvornår skal jeg på kursus i Alkohol, Narko og Trafik (ANT-kursus)?

Ved kørselsforbud for spiritus / narkokørsel eller ved en betinget eller ubetinget frakendelse
af førerretten for spiritus / narkokørsel, skal du gennemføre et kursus i alkohol, narko og trafik
(ANT-kursus).

Kurset er obligatorisk
Hvis du har fået en ubetinget frakendelse af førerretten på grund af spiritus eller narkokørsel (herunder promillekørsel efter de tidligere gældende regler fra før 1. september 2005), er ANT kurset obligatorisk, og du kan tidligst begynde kurset tre måneder før din frakendelse udløber. Hvis du har fået et kørselsforbud eller en betinget frakendelse kan du begynde på første ledige kursus.

Nye regler for gyldigheden af ANT-kursus
Det fremgår af færdselsloven, at generhvervelse af førerretten efter ubetinget frakendelse som følge af spiritus eller narkokørsel kun kan ske, såfremt ansøgeren forinden har gennemført et kursus i alkohol, narko og trafik (ANT-kursus) og bestået en kontrollerende køreprøve. Tilsvarende gælder for betingede frakendelser af førerretten som følge af spiritus eller narkokørsel og ved gengivelse af førerretten efter kørselsforbud som følge af spiritus eller narkokørsel.

Med virkning fra den 1. januar 2011 gælder, at ANT-kursusbeviser, der er erhvervet efter den 1. januar 2011, ved indlevering af ansøgningen om en kontrollerende køreprøve, højst må være ét år gammelt.

For A/T-kurser, der er gennemført før den 1. januar 2011, gælder, at disse kan anvendes, uanset hvornår kurset er gennemført, dog kan kursusbeviset kun anvendes i forbindelse med én generhvervelse/gengivelse af førerretten.
Hvordan tilmelder jeg mig et Alkohol, Narko og Trafik (ANT-kursus)?
I Pjecen om ANT kurset kan du læse, hvor tilmelding til kurset kan ske.
Hent pjecen her (pdf) eller se mere på Alkohologtrafik.dk

Pr. 1. januar 2011 er kursusprisen 2.500 kr.

Hvis jeg har taget et ANT-kursus, kan jeg så få mit kørekort tilbage?
Du skal som hovedregel bestå en ny køreprøve (en kontrollerende køreprøve) efter ANT kurset, før du kan få kørekortet tilbage.